Snekkeklubben

Weekendtogt 24.-25. september

 

Weekendtogt 24.-25. september

Vi samledes på havnen i Vordingborg lørdag formiddag. Efter at have tømt Freja for vand, rigget til og lastet vores oppakning holdt vi skippermøde og besluttede at sætte næsen mod Corselitze. Vi havde en fin om end lidt svag medbør og kunne med nogen rimelighed nå frem omkring mørkets frembrud. Og udsigten til næste morgen at kunne vågne op på denne skønne strand var så fristende, at risikoen for at skulle ro hjem om søndagen var værd at tage. Vi var nok lidt kry!

Da vi havde roet ud af havnen, satte vi sejlet og mens Freja lystigt drev af sted for den lette vind, drev personagerne på dækket. Vi spiste frokost, sludrede og nogen snuppede sig også en lur. Som eftermiddagen gled bort og kyststrækningen gled bort stilnedes vinden imidlertid, og ved Stubbekøbing var det slut. Vi måtte tage sejlet ned og få årerne i vandet. Selvom der var flere timers roning i vente var humøret højt. Himlen havde nemlig klædt sig i sit allerfineste puds for vor skyld! Først var den blå, så blev den grønlig, og så helt orangegylden. Træerne på kysten stod i fin silhuet mod den smukke himmel. Men de så desværre også ud til at stå helt stille!

Det nåede at blive bullermørkt, førend vi var fremme. Heldigvis var Emanuel ikke mørkeblind. I hvert fald spottede hans trænede øje vores sædvanlige lejrplads. Vi kunne stævne ind, trætte og møre efter 4 timers roning. I mørke lossede vi skibet. Det gik som et urværk! Imens gik et hold i gang med at samle brænde og tænde madbål. På mærkværdig vis lykkedes det hele, trods træthed, trods mørket, og alle kunne gå mætte og møre til køjs.

Næste morgen vågnede vi op til et væld af kantareller. Finn havde godt nok nævnt, hvor pragtfulde fund af kantareller, Corselitze kunne byde på. Men at der kunne være så mange!! Vi fyldte den store smedejernsgryde med tragtkantareller, der på mest behændig vis blev tryllet om til stuvning af stjerneklasse. Derefter fyldte vi forråd af kantareller i tørklæder, trøjer og bluser til at tage med hjem.

Omkring middag var vi sejlklar igen. Vinden havde vendt lige præcis i retning af Vordingborg, så med et enkelt skub var vi ude, satte sejlet og for af sted over vandet. Vi havde måske nok fortjent vejrgudernes straf efter dette overmod, men de var os venligt stemte. Himlen var høj og blå, som kun en septemberhimmel kan være, hjerterne stemt i frejansk fryd.

Vi nåede frem til Vordingborg havn et godt stykke ud på eftermiddagen. Og efter de sædvanlige manøvre var vi klar til afgang igen. Men noget radikalt var ændret. Det kan godt være, at det på kalenderen så ud som en kort tur. Men det skal man slet ikke lade sig narre af! Det var et tidsløst afbræk fra hverdagens trummerum, en uendelig oase af frejahed i allerskønneste format!

 

 

Share

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdatér

Kommentarer   

 
# emj %04.-%03.-%2012 12:24
artiklen er ændret i forhold til udsendte saltvandspost

- vedhæftede fotos er erstattet med slide show

//Emanuel
Svar
 
 
# Agnes %02.-%07.-%2012 09:50
Åh, hvor smukt beskrevet Nanna! Du fik lige mit humør til at stige fra polarminus til flere plusser, når jeg tænker på udsigten fra teltet, hvor solen stod op over Østersøen. Det var uforglemmeligt.
Og den tidløse fornemmelse, når vi er afsted, der er så godt for sjælen ...
Svar